Vestjysk Stenklub
for amatørgeologer.

Hjem
 
Insekterne er på vingerne i Danmark

Af Henrik Madsen, Moler Museet

Tre nutidige svirrefluer på en sommerfuglebusk.

Det er sommer i Danmark og temperaturen ligger over de 20 grader. SKØNT vil de fleste sige og bemærker lige, at der er mange, ofte irriterende kryb der kribler og krabler, og i værste tilfælde bider eller stikker. Det er især mariehøns og svirrefluer der ses i disse dage i meget stort antal. Folk kan i farten forveksle de meget harmløse svirrefluer pga. af deres sorte og gule farvemønster på bagkroppen, med de mere aggressive hvepse eller gedehamse. Svirrefluer som tidligere blev kaldt svævefluer eller blomsterfluer, findes i hele verden og tilhører familien Syrphidae med over 6000 nulevende arter i verden. I Danmark kendes der 269 nulevende arter. Selvom det er irriterende, at svirrefluerne forekommer i det store antal, som de gør for tiden, er de faktisk meget vigtige nyttedyr. Larverne fra mange arter svirrefluer spiser dagligt store mængder af bladlus, og selve fluen lever udelukkende af planternes nektar. De er desuden meget vigtige i bestøvningen af mange blomster.


Ny art svirreflue "Syrphus mikkelseni " fundet i Ejerslev molergrav på Mors. Vingelængden er 1,1 cm.

På Mors kan man finde de ældste repræsentanter af familien Syrphidae. I det cirka 55 millioner år gamle moler er fossile svirrefluer de mest almindelige af alle fluearter. Der er fundet mere end 10 forskellige fossile arter på Mors. Moler Museet har i en årrække haft udlånt mange fluer til Entomolog og specialist i fossile fluer, Stig Andersen, som har været ansat på både Zoologisk Museum og Geologisk Museum i København, mens han arbejdede videnskabeligt med at bestemme især svirrefluerne fra moleret. Stig Andersens store arbejde er endnu ikke publiceret, men da Moler Museet fik de fossile fluer tilbage, var der et par som nok vakte stor interesse på Moler Museet. Der var flere nye arter, der videnskabeligt kaldes for holotyper, som entomologen havde valgt at navngive efter finderne. En af de største arter var opkaldt efter Bent Søe Mikkelsen, (Syrphus mikkelseni) som var Moler Museets første leder og en anden (Syrphus madseni) efter museets nuværende leder Henrik Madsen. Disse to nye arter er ret store i forhold til de mest almindelige svirrefluer. Vingerne på de nye arter er 1,1 cm i længden og de hyppigste er omkring 0,6 cm i længden. Begge disse fluer er oplagte Danekræ.


Ny art svirreflue "Syrphus madseni " fundet i Ejerslev molergrav på Mors.
Vingelængden er 1,1 cm.

I maj 2009 kom der endnu et spektakulært fund til Moler Museet fra Ejerslev molergrav. Henrik Madsen var, som utallige gange før, på tippen for at kløve cementsten, hvor de velbevarede insekter findes. Stenen, der havde kostet to andre fossilsamlere deres hammerskafter, skulle have nådestødet, og det var med meget stor besvær og fysiske anstrengelser, at stenen til sidst gav sig. Selvom de skarpe splinter fløj som projektiler om ørene, og sveden var ved at genere øjnene, var der noget der straks vakte begejstring. Lige da stenen flækkede, blev noget af et stort insekt synligt. Den første tanke var, at der var tale om en del af en vandnymfe, men da luppen, som forstørrer 10 gange kom i brug, var der ikke nogen tvivl. Der var formentlig tale om det største eksemplar af svirrefluer fundet i moleret. Den ene synlige vinge var 1,9 cm. Det var ikke hele insektet, der var blottet, kun noget af forkroppen og vingen. Der var dog ingen tvivl hos Henrik Madsen og det var en fantastisk fornemmelse at stå med det eneste eksemplar i verden, kløvet ud af en sten, som har været gemt i undergrunden i 55 millioner år, oven i købet på Limfjordsøen hvor han er født. Hjemme på museet blev resten af det fantastiske fund blotlagt med en gravørpen. Det viste sig at insektet var komplet, og fundet vil i nærmeste fremtid blive indstillet til Danekræ vurdering.


Ny art flue fundet i Ejerslev molergrav på Mors. Vingelængden er 1,9 cm.

...........................................Hjem

 
Copyright © 2006 Vestjysk Stenklub.