Vestjysk Stenklub
for amatørgeologer.

Hjem

                          
                          
                          

 

Slangestjerner fra Limfjorden -fossile og nutidige
Af Henrik Madsen

De ældste slangestjerner i verden er fundet i Marokko og kendes tilbage til Ordovicium, som er for ca. 470 millioner år siden. I molerlagene er der især et enkelt lag hvor en 55 millioner år gammel slægt af slangestjerner er hyppige. På bunden af Limfjorden mellem Mors og Fur lever den samme slægt den dag i dag.


Nutidig Stor slangestjerne set oppe fra. En enkelt arm er 4,0 cm i længden.

Nutidig Stor slangestjerne
Dansk navn: Stor slangestjerne
Orden: Ophiuruda
Familie: Ophiuridae
Latinsk navn: Ophiura ophiura

Slangestjerner har en rund central kropsskive med fem slanke arme, der bevæger sig som slanger. De meget fleksible armene har givet dem deres navn, slangestjerner. Deres videnskabelige navn er Ophiuroidea kommer fra græsk: Ophis der betyder slange.

Slangestjerner har ikke noget hoved og derfor heller ikke en hjerne. Stor slangestjerne lever på sandbund fra få meter ud til omkring 200 meters dybde. Arten findes fra Nordsøen indtil den vestlige Østersø. Stor slangestjerne lever bl.a. af muslinger, orme, plante- og dyrerester. Slangestjerner har intet gat, så skaller og andre rester fra føden udskilles gennem munden.

Slangestjerner har en meget god evne til at regenerere. Hvis en slangestjerne mister en arm eller noget af kroppen, gendannes armen eller kroppen hurtigt igen. Slangestjerner kan også selv afkaste armene som forsvar, hvis en fjende angriber. Levealderen på denne art er op til 15 år


Den nutidige stor slangestjerne set fra bunden.


Slangestjerne
Geocoma carinata i plattenkalk fra Ø. Jura, Tithonium, Painten-Formation. Alder er ca. 150 mill. år fra et stenbrud ved Zandt i Bayern, Tyskland. Dette eksemplar er ret velbevaret og er set fra oven, så man ser top pladen på kropsskiven, hvor de fleste typisk ses fra modsatte side. Som ekstra bonus har den en regenereret arm, hvilket er meget sjælden at finde på fossiler. Der er samlet hundredvis i moleret, men der er endnu ikke observeret eksemplarer med regenererede arme. Længden på en hel arm er 4,0 cm, mens den regenererede arm pilen peger på er 1,5 cm.



55 millioner år gammel slangestjerne
Ophiura furiae bevaret i cementsten. Set oppe fra.


På de fleste lokaliteter med moler er der aldrig fundet fossile slangestjerner. Der fleste er fundet i Ejerslev. (Rød pil)


Stentypen med fossilerne er ret almindelig og forekommer både i Ejerslev molergrav og ved Ejerslev klint.
Fotoet er fra Ejerslev molergrav.


Ifølge O.B.Bøggild´s optegnelser fra 1918. er der to meter over -11 flere milimeter tynde askelag, og hvis man ser på afstanden til -11, kunne disse askelag i cementstenen være -4 og -5. Det er meget svært at se et askelag på en milimeter i moleret, så om det overhovedet er disse askelag er endnu usikkert. Dog er det sikkert at stentypen ligger under askelaget -3. Disse cementstensbænke kan være flere meter lange. Fotoet er ved Ejerslev klint.


Stentypen kaldes for den negative cementsten. Den forekommer i varieret afstand til askelag -11. Typisk ca. to meter over askelag -11. Der kan forekomme to tynde askelag, der ikke er bestemt nøjagtigt. Stenen på fotoet er ikke en hel sten, men en del af en meget større sten. Størrelsen på denne type cementsten kan variere meget.


Cementsten med et lag hvor der er sket massedød af slangestjerner
Ophiura furiae.


Nærbillede af tre eksemplarer på stenen ovenover. Disse er bevaret i mørk calcit.


Nærbillede af kropsskiven t.v. og et enkelt ben t.h. På de fleste eksemplarer er kroppen bevaret på en måde, som gør at munden er synlig, selvom fossilet ses fra oven. Dette er muligt fordi de mange små calcit plader, der dækker kroppen, er faldet af. På nærbilledet af benet ses hvordan de enkelte plader ser ud på oversiden, som er markant anderledes end pladerne på undersiden. (Se tegning af holotypen)


Velbevaret slangestjerne
Ophiura furiae. Tre af de skrøbelige ben er knækket, men kropsskiven er komplet.


Nærbillede af eksemplaret ovenover. Velbevaret kropsskive, hvor de enkelte små plader er bevaret.
Det er meget sjældent at disse små plader er bevaret.


To eksemplarer bevaret i moler. Disse er set fra bunden.


Cementsten med et eksemplar som ikke er bevaret i calcit, men som en tynd brun hinde.


Gravespor som typisk forekommer på samme lag som slangestjernerne, men det er ikke bestemt hvilket dyr der har lavet dette spor.


Tegning af artens holotype. T.v. er set fra oven. T.h. er set fra bunden.
Molerets slangestjerne
Ophiura furiae er beskrevet af H. Wienberg Rasmussen i Det Kongelige Danske
Videnskabernes Selskab Biologiske Skrifter 19, 7. (1972)
Lower Tertiary Crinoidea, Asteroidea and Ophiuroidea from Northern Europe and Greenland.
Stenen med holotypen er fundet på Fur i 1948.


Hvilespor fra slangestjerner kaldes
Asteriacites. Dette eksemplar er bevaret i moler. Disse hvilespor er meget sjældne.


Asteriacites hvilespor fra fire slangestjerner. Disse eksemplarer er bevaret i cementsten.


Asteriacites hvilespor fra to slangestjerner. Disse eksemplarer er bevaret i moler og er usædvanlig store.
En enkelt arm er 3,0 cm .


Danekræ nr. 569. Moler med Kamstjerner, børsteorm og slangestjerner. Fundet i Skarrehage molergrav af forfatteren.

Valuarudtalelse:
The present specimen is unique in preserving a dense accumulations of ophiurid brittlestars and a few individuals of a starfish, in varying states of preservation, illustrating the various pathways of echinoderm taphonomy. Although brittle stars have long been known from the Mo Clay deposit (see e.g. Wienberg Rasmussen, 1972), the association with starfish is spectacular and much rarer, thus presenting a tantalising glimpse into seafloor life at the time of deposition of this unit. The specimens themselves are well enough preserved to allow them to be identified to genus, and species, and show features of mouth frame, margin plating and spine canopies that are important in classification. In the light of these attributes, the present find deserves to be fully analysed scientifically, properly described and published in a high-ranking journal. As such, it would need to be declared danekrae, and I recommend such action to be taken in this particular case.

John W. M. Jagt

 
Copyright © 2006 Vestjysk Stenklub.