Referater fra turen til Normandiet 2008
Søndag d. 16. marts 2008.
Efter en nats kørsel, med diverse stop undervejs, var vi endelig fremme ved turens første fossillokalitet, nemlig La Chapelle en Serval. Lokaliteten er en sandgrav beliggende inde midt i en skov. Sandets righoldige indhold af snegle og muslinger er fra Eocæn, ca. 45 mill. år gamle og på alder med fossilerne fra Barton. Lokaliteten er ikke så artsrig, når man tænker på at der i hele Pariserbassinet er fundet ca. 2000 forskellige arter af især snegle. Men vi fandt nok til at blive varmet op til næste sandgrav…I St. Witz blev vi indkvarteret i det velkendte Formel 1 Hotel. Efter at have pakket ud, gik en del af selskabet ud til den nærliggende sandgrav. Sandgraven viste sig at leve op til sit danske navn. Vi kom ind og indsamlingen startede. Efter regnen var det muligt at gøre mange gode fund, der var nok til alle. Af spektakulære fund må nævnes den lange søtand Troels fandt, den dynge hajtænder Frantz fandt, samt de store hjertemuslinger. Derudover var der mange forskellige arter af især snegle, men også en del muslinger. Alt i alt et besøg værd. Om aftenen besøgte vi det ligeledes velkendte spisested ”Buffalo Grill”. Betjeningen gik meget langsom, men efter at have hidkaldt det lokale gendarmeri kan det nok være der kom gang i serveringen! Nogle kunne ikke vente så længe og gik over for at spise på Macdonalds. Efter denne sindsoprivende oplevelse var det tid til at gå til ro, eller hva?
Tage Burholt
Mandag d. 17-3
Efter en nats meget tiltrængt søvn på Formule 1 hotellet i St. Witz, skulle vi denne dag videre ud til Normandiets kyst.
Formule 1 hotellet er en oplevelse i sig selv, et plastichotel med fuglesang på toilet og bad, og man er heldig hvis tingene fungere, men det er billigt, og har det vi har brug for, nemlig en god seng at sove i.
Efter at have indtaget det de kalder morgenmad (kaffen var faktisk rigtig god) og have fået vendt den foregående aftens begivenheder, blev bussen pakket og vi lagde fra land ved 8-tiden.
Vi var så heldige at Vagn nu har fået sådan noget nyt og moderne GPS-navigation, den var så rar at bruge et par timer på at vise os gennem Paris, jeg troede ellers ikke Vagn var til at drive så tæt på Paris, og denne gang blev det da også kun til et lille møde med en høj kantsten. Men de der ikke havde været i Paris før fik så et glimt af Eiffeltårnet og andre berømte seværdigheder, så det var fint nok.
Da vi var sluppet ud af byen, kørte vi gennem det smukke landskab mod Normandiet, hvor vi kunne nyde udsigten, og lige fornemme det spirende forår. Efter et enkelt stop ved HYPER-U, hvor vi fik handlet lidt, nåede vi frem til hotellet i Dives-sur-mer, kun for at opdage at man i Frankrig holder siesta, og det betyder at alt er lukket ned. Det lod vi os nu ikke slå ud af, for nu var tidevandet ved at være faldet så meget at man kunne gå på stranden, så bussen blev vendt, og vi kørte til Houlgate, som ligger tæt ved.
Vi fik hurtigt rigget til, og gik ned til stranden mellem Houlgate og Villers-sur-mer, det er den med de sorte køer. Det er en imponerende flot kyststrækning, med lag fra jura, og der blev da også hurtigt gjort fine fund.
Sidst på eftermiddagen vendte vi tilbage til hotellet, og denne gang lykkedes det at blive indkvarteret. Det er et dejligt lejlighedshotel, med god plads og gode faciliteter, og desuden med balkoner med en dejlig udsigt ud over den lokale marina.
Det tegner til en rigtig god uge.
Tak til alle for godt samvær, ikke mindst til dem der orker at lave sådan en tur for os.
Tommy
Tirsdag d. 18-3
Vi kører denne dag til kysten ved Ètretat, det er virkelig en perle på kysten. Byen ligger mellem høje hvide kridtklinter, en enkelt af klinterne er gennembrudt af havet så den danner en port. Vi går langs strandpromenaden i en lidt skarp vind. Her langs denne kyst bliver bådene stadig trukket op på land. Det lykkedes at komme op på toppen, og hvilken udsigt, både ud over havet og de stejle klinter, et rigt fugleliv er også værd at beskue. Vi kører videre til Yport for at samle fossiler, det er godt nok ikke de helt store fund der bliver gjort denne dag, men for de ihærdige bliver det til flotte søpindsvin, micraster,m.fl. Det der er mest af er nok flint med calcedon, men her bliver der fundet mange flotte stykker. Svampe, muslinger og braciopoder bliver der også fundet.
Birthe
Onsdag den 19.3.2008.
Le Mont-St-Michel og kysten ved Port-en-Bessin
Turen til Mont-St-Michel var imødeset med stor forventning. Og vi blev ikke skuffede!!!! Det var et betagende syn, at se den sagsomspundne klippeø dukke brat og dramatisk op ude i horisonten.Det lignede allermest en filmkulisse.
Vi var heldige, at ankomme så tilpas tidligt på formiddagen, at det fortryllende sted, enddu ikke var blevet invaderet af store turisthorder. Så i starten havde vi stort set de snævre, historiske og stejle gyder og stræder for os selv. Stedet osede af historiens vingesus, men de mange turistboder ødelagde unægteligt det samlede indtryk og spolerede det autentiske præg en del. Man kan levende forestille sig, hvilket turist-inferno, det må være i højsæsonen. Øen har årligt mere end 3 millioner besøgende. Men som sagt , var vi både heldige med tidspunktet og med vejret.
Der er ca 72 fastboende indbyggere på Mont-St-Michel. Klosteret og den monumentale klosterkirke blev udforsket. Der var en fantastisk udsigt ud over bugten og vadehavet.
En 1800 meter lang dæmning forbinder klippeøen med fastlandet. Bugten har Frankrigs kraftigste tidevand. Forskellen på ebbe og flod er på 10-12 m og det har i århundreder kostet mange pilgrimme livet, at krydse dette lunefulde vadehavsområde med dets dramtatiske tidevand.
En stor og spændende oplevelse rigere, kørte vi efter ca 2 timers ophold på Mont-St-Michel videre til fossillokaliteten Port-en-Bessin. Turen gik igennem et kønt, kuperet område og igen kunne de charmerende, fantasifulde, smukt dekorerede og karakteristiske "dukke"-huse tage pusten fuldstændig fra een.
Fossiljægernes appetit på gode fund, var nu ekstra skærpet, efter en fossilfri turistformiddag, så endnu engang blev Invasionskysten invaderet. Dennegang af en busfuld håbefulde fossilsamlere fra det ganske danske land (og Tyskland.) En Jura-periodisk lokalitet. Vi vadede rundt i belemnitter, som naturen desværre ikke var så glad for at lade sig fravriste. Men alt i alt blev der gjort gode fund:- Belemnitter, brachiopoder, ammonitter og træ.
Undertegnede blev dog allermest glad for en helt anden type historisk fund, som ikke var af præhistorisk herkomst. Nemlig et projektil fra 2. Verdenskrig, som Formanden, næsten helt uden bestikkelse, forærede os. Han havde fundet det sammen med alle belemnitterne. En meget speciel følelse, at stå med et stykke nyere og lyslevende verdenshistorie i hånden.
Den ene af vore to meget tålmodige buschauffører Åge, fandt en masse skyttegrave ved kysten, som han brugte eftermiddagen på at udforske.
Dette var så erindringerne, som vores hukommelse havde lagret på denne ENE dag, ud af mange hæsblæsende dage i Normandiet. Og hukommelsen er jo ikke, hvad den har været...............!
John og Jytte Justesen
Torsdag 20/3
Vi forlod hotellet i Port Guillaume med 5 minutters forsinkelse, tre blev hjemme, Emma, Jytte og Ulla som ville indtage byen.
Vores første mål var museet for fossiler og derefter kysten ved Luc sur Mer. Fra starten en dejlig stemning i bussen, og vi var nogle, som indtog vores daglige morgenkvikker, fernet branca, kan oplyse, at det er en rigtig god måde at starte dagen på.
Efter ca. en times kørsel hvor vi nød den smukke natur, slotte, træerne med de egenartige misteltenvækster, floderne og de særegne broer og enkelte småbyer, hvor Vagn med megen elegance klarede de små gader, endten han kørte fremad eller måtte bakke.
Besøg på Maison du Fossile i byen Lion sur Mer.
Et mindre museum med særdeles flotte fund fra nærområdet, fascinerende hvor mange forskelligartede fossiler der her kan findes. Spændende besøg og der var også en mindre shop, hvor man kunne købe postkort, fossiler og bøger. Alex brugte den formidable sum af 3 euro!
Vi besøgte den lokale kirke, imponerende så store deres kirker er, når man sammenligner med byens størrelse. Flotte mosaikker, søjler og romanske vinduesbuer - jeg har en svaghed for kirker, rart med andet end gamle sten! Vi tændte lys for hinanden! Nåede også bageren, hvor vi købte en lækker kage til eftermiddagsteen.
Kl. 11.30 videre mod nye mål, kysten ved Luc sur Mer. Der var meget kort at gå fra bussen, idet Vagn kunne parkere ved vejsiden, og inden længe var vi 40 personer, der gik foroverbøjede og med øjnene rettet mod sandet, for endnu spændende fund - og tro det eller lad være, men de lå bare der i sandet og ventede på at blive samlet op. I starten var det rigeligt højvandet, men som tiden gik og vandet faldt blev det bare bedre og bedre. Poser og tasker blev endnu engang fyldt med spændende ting, knap tid til frokosten, som var smurt hjemmefra. Alex var heldig, eller var det "falkeblikket", at finde et af de flotte søpindsvin, Hemicidaris luciensis?. Jeg er overhovedet ikke misundelig, hvad skal jeg dog med sådan et eksemplar!
Indtog the og kage i bussen...uhm! På vejen tilbage kørte vi ind for at proviantere. Ankomst hotellet ca. kl. 19.
Hurtigt bad, omklædning inden vi kl. 20.30 satte os til rette på vores stamrestaurant, Le Bistroit du Port. Et rigtigt godt spisested med en udsøgt betjening, menuen laks med flødekartofler og porrecreme...superlækkert! ....og til dessert STOR is, samt ikke mindst hyggeligt samvær med de andre stenfolk. Denne aften blev der dog ikke serveret gratis calvados (snyd!).
Sluttede aftenen af med hyggeligt samvær med Lulu, Ingelise og Troels hvor vi fik whisky, øl og små blå. Aftenen sluttede da datoen skiftede! Tak for en rigtig god dag!
Ragna Runge
Fredag 21/3 kl.
Kl. 09.00 var alle i bussen for at køre til Villers sur Mer. Det var ret blæsende denne dag og vi vidste godt at tidevandet var på sit højeste.
Derfor var der også god tid til at kigge på den lille fossil udstilling på turistbureauet i Villers.
Nogle gik lidt rundt i byen, mens andre drog langs kysten til de store klinter. Bølgerne slog op over den nederste del af klinten, men bakkerne ovenfor blev gennemsøgt for fossiler. Nogle steder slog bølgerne op i 3 4 meters højde og spærrede vejen frem. Oppe i bakkerne var det heller ikke muligt at passere, for der var store mudder fyldte ”slides”. Så vi måtte pænt vente til tidevandet trak sig lidt tilbage. Dette skete dog langsomt p.g.a den kraftige pålandsvind, men lidt efter lidt blev det muligt at passere. De første som passerede var dog mellem de store bølger og enkelte fik også lidt vand. Det var planen at nogle skulle gå hele strækningen til Cabourg, mens andre skulle mødes ved bussen, som holdt og ventede til kl. 16.00. De fleste valgte at gå hele vejen til hotellet, som er en strækning på ca. 8 km. Birthe havde skridttæller med, så nu ved vi med sikkerhed strækningens længde. Selvom der var højvandet lidt længere end forventet, blev der gjort mange gode fund. Det var rigtigt spændende, at komme ned på selve stranden og undersøge den helt renvaskede klintfod.
De sidste kom til hotellet ved 18.30 tiden og efter en tur i bad gik de fleste ned på resturanten for at spise aftensmad. Om aftenen var der tid til at tale om dagens begivenheder over en øl og Calvados.
Henrik
Lørdag 22/3
Aftenen før havde vi pakket både tøj og sten .Lørdag havde vi kun rengøringen tilbage, det var nu hurtig overstået, vi kunne forlade lejligheden med alt vores bagage, sten og madpakker.
Da Vagn havde kørt bussen hen til hotellet , skulle vi have den læsset , det så noget uoverskuelig ud med alt den bagage og sten, men ind i bussen kom det.
Med en tungt læsset bus gik turen nu mod stenbrudet ved Caen.
Der er meget som der skal holdes øje med når man kører i en stor dansk bus på små franske landeveje, vejbroer som er for lave, g.p.s som viser vej og Henrik som kender vejen, men vejarbejde var der også, så vi kørte lidt rundt inden vi fandt bruddet.
Henrik havde ventet forgæves på en tilladelse til stenbruddet, så det var en låst port som vi kom til.
Det var dog ikke noget problem, der var nemlig hul i hegnet på begge sider af porten.
Det regnede lidt så vejret var ikke det bedste, helt dårlig var det nu ikke, regnen havde nemlig vasket en hel del små ammonitter frem som lå på overfladen til højre for porten. Det så faktisk ud som en jordbærmark med selvpluk med alle de folk med bagen i vejret.
Nede i hullet måtte der tages andre midler i brug, der lå nogle store dynger af sten de kunne bedst undersøges med hammer og mejsel.
Det er et rigtig spændende sted at være, meget fossilrig, så trods det regnfulde vejr blev der gået godt til den med værktøjet, som bragte mange fine ting for dagens lys, så som nautiler, ammonitter belemnitter, søliljestilke m.m.
Vejret gjorde at nogle var blevet i bussen, og da os som var i hullet havde fået nok efter et par timer og tøjskift, gik turen hjemad.
Det er jo en lang tur hjem, så der breder sig hurtig en mathed i bussen , nu ville vi gerne hjem.
Efter et par stop i Tyskland og morgenkaffe ved grænsen , aflæsning i Fredericia med farvel og på gensyn på en anden stentur.
Kl.ca 1200 ankom vi til Skive hvor vi blev afhentet.
Godt hjemme efter en rigtig fin tur uden de store problemer med bussen, nå ja en påmindelse fik vi jo alligevel, håndbremsen var frossen, så der stod røg og damp bag ud af bussen, men det gik i orden af sig selv.
Henning.
......................................................Tilbage
|